Når utilfredshed i Egypten og Tunesien er eksploderet, skyldes det i høj grad en katastrofal mangel på job.
Ungdommen fører an i kampen for forandring og frihed med god grund. Deres problemer er massive, og ingen løsning er i syne. De er trætte af at vente.
Mange andre lande har samme problem. Ungdomsarbejdsløshed er en tikkende, tidsindstillet bombe under verdens økonomier, udtalte chefen for den Internationale Valutafond, Dominique Strauss-Kahn, den anden dag.
Tal fra FN viser, at der i 56 lande er tilsammen 78 millioner unge arbejdsløse mellem 15 og 24 år. Mellemøsten er værst, og Egypten slår rekorden.
Eksplosion af fødsler
Hvert minut fødes der tre nye egyptere. Befolkningstallet er næsten fordoblet til 80 millioner under Hosni Mubaraks 29 år ved magten. Endnu en fordobling ventes i 2050, hvis udviklingen fortsætter.
Trods billig prævention er antallet af børn ”kun” faldet til tre pr. kvinde. Store familier anses for et gode blandt fattige.
Ni ud af ti arbejdsløse egyptere er mellem 19 og 25 år gamle. Kvinderne søger sjældent job, hvilket er en del af problemet ved siden af arbejdsløsheden. Udearbejdende kvinder får færre børn. Økonomisk vækst dæmper antal af fødsler.
I løbet af de sidste 20 år er befolkningen i Mellemøsten steget med alarmerende hastighed. Lige nu er der 15 millioner arbejdsløse unge, og antallet forventes at stige til 100 millioner i 2020.
Dronning Rania af Jordan, som er aktivist på dette område, kalder det også en tidsindstillet bombe, der skal afmonteres.
Unge ansvarlige
Det er ikke, fordi de unge har været uansvarlige, siger blandt andre økonomiprofessor Salehi-Isfahani.
De har studeret ivrigt. Problemet er blot, at deres uddannelse ikke er god nok. Skuffelsen er enorm, når udlændinge alligevel får de nye jobs. Tilmed skal de konkurrere med milliarder af asiater, der gerne slider for mindre.
Professoren peger også på ”det økonomisk påtvungne cølibat” som en kilde til vrede. En arabisk mand uden job har få chancer for at finde sig en hustru og starte en familie. Ungdommen klarer sig dårligere end forældrene.
Observatører påpeger, at problemerne ikke kun drejer sig om demokrati. I ufrie lande som Kina og Vietnam ses de samme problemer ikke.
Man mener, at de landes høje økonomiske vækst og gode uddannelse giver befolkningen muligheder for at forbedre deres liv.
Frie valg kan ikke spises
Der er ingen hurtige løsninger på Egyptens problemer. Eller for den sags skyld for hele den arabiske verden, hvor unge kan se frem til en grum fremtid uden job, brugbar uddannelse og mulighed for at stifte familie.
Frustrationerne ses i gaderne. Overalt ser man horder af unge mænd og en overraskende mængde kvinder, der rasende råber imod magthaverne.
Presset har været så stort, at den ene despot efter den anden har måttet bøje nakken og enten flygte (Tunesien), opgive magten (Yemen), fyre sine venner i regeringen (Jordan) og løsne jerngrebet.
Trods frie valg ses voksende problemer med store antal unge arbejdsløse også i Europa og USA.
Halvdelen af ungdommen i Spanien er arbejdsløse. Marginaliserede befolkningsgrupper i Frankrig og England demonstrerer.
I USA er ungdomsarbejdsløsheden næsten på tunesisk niveau – og højere blandt minoriteter. De økonomiske problemer med lav vækst i de rige lande skaber tilsvarende uro blandt de unge.
Det går rigtig dårligt
Den arabiske verden er fattig trods olierigdomme flere steder. Økonomien overalt går dårligt, der er ingen investeringer, korruption udmarver samfundet og frihed er en mangelvare. Millioner af borgere er afhængige af madkuponer fra det offentlige.
Magthaverne har drevet såkaldte planøkonomier, men de virkede bare ikke. Der er ikke råd til at have så mange på overførselsindkomster.
Enhver økonom ved, at det vil tage årtier at komme op på et niveau, der kan skaffe de unge jobs. Ingen ved, hvor de skal komme fra.
De mere bekymrede iagttagere advarer, at så snart ungdommen i Egypten og andre steder opdager, at de ikke kan spise frie valg, vil de vende ryggen til et spirende demokrati til fordel for religiøs ekstremisme og populistiske politikere, måske endda nye stærke mænd.
Massiv bistand fra rige lande nævnes som en mulighed for at ændre forholdene.