I august måned 2002 henvendte jeg mig til Beskæftigelsescenter Syd, Århus Kommune, for at blive visiteret til fleksjob grundet kraftig tinnitus.
Siden da har jeg givet beskæftigelse til 11 sagsbehandlere, 9 økonomiske sagsbehandlere, 6 jobkonsulenter, 3 sociallæger, en praktiserende læge, 2 afdelingsledere, 2 centerchefer, en beskæftigelseschef, beskæftigelseschefens sekretær, en socialrådmand, socialrådmandens sekretær, borgmesteren, borgmesterens sekretær, 30 byrådsmedlemmer, 2 ansatte på Voksenpsykologisk Klinik, 4 jurister i det Sociale Nævn, 4 sekretærer i Det Sociale Nævn, 1 jurist i Tilsynsrådet, 1 sekretær i Tilsynsrådet, 1 jurist i Arbejdsmarkedsstyrelsen, 1 folketingsmedlem, 3 ministre, 3 ministersekretærer, 3 ansatte på et Arbejdsmarkedscenter samt endelig 1 jurist i Forvaltningsjuridiskafdeling i Indenrigsministeriet.
Jeg er naturligvis meget stolt af at have givet beskæftigelse til ikke mindre end 99 personer. Specielt, når jeg ved, der er mere end 1.000.000 mennesker herhjemme i den arbejdsduelige alder, der er på det offentliges lønningsliste for overførselsindkomster og altså uden reelt arbejde. Hvordan er det så gået mig med alle disse personers uegennyttige hjælp? Jamen, jeg er da endnu ikke blevet visiteret til noget fleksjob.
Der er jo blot gået 4 1/2 år, og hvad skulle disse mange personer, altså hele 99 i alt, ellers beskæftige sig med, hvis jeg blev færdigvisiteret? Nu forstår jeg forøvrigt langt bedre, hvorfor det hedder et Beskæftigelsescenter ...