Aqua-stjernen Lene Nystrøm Rasted er blandt de medvirkende i Ole Bornedals ny film Fri os fra det onde , der netop nu er ved at blive optaget på Sjælland og fyn, skriver B.T. lørdag.
Filmen er på forhånd udråbt til at blive den mest voldelige danske film nogensinde, og umiddelbart er det svært at forstå, hvad den tidligere Barbie Girl laver i den film. Generelt er det nemlig ikke et univers af skønheder, som filmen udspiller sig i.
- Grimme mennesker, tykke mennesker, overvægtige, sært udseende, kraftige kvinder med affarvet eller meget slidt hår, matroner, rappenskralder, gamle, slidte, trætte, ølvomme, druktude, bondske, lyder det således fra Bornedal, da han bliver bedt om at beskrive de typer, han er gået efter til udfyldelse af filmens mange statist-roller.
Filmen udspiller sig i en lille by, der på overfladen ånder fred og idyl. Men så krakelerer facaden altså pludselig efter et trafikdrab. hvor mistanken - uberettiget - samler sig om byens eneste indvandrer.
Hvilken rolle Lene Nystrøm skal spille er endnu uklart. På rollelisten er også en anden film-debutant i form af tv-værten og komikeren Lasse Rimmer, der ifølge B.T. skal spille en af filmens hovedroller.
Filmen ventes at få premiere til februar.