Verdens største selskab vil ikke have kritik af medarbejdernes arbejdsforhold hængende på sig. Gloser som "slavelignende forhold" og "selvmordsfabrikker" får nu Apple til at bøje sig for den massive offentlige kritik af forholdene på Foxconn-fabrikkerne, som bl.a. fremstiller iPhone-telefoner.
Som det første tech-selskab optaget i organisationen Fair Labor Association (FLA) har de nu bestilt en uvildig undersøgelse af de kinesiske forhold.
I en pressemeddelelse på Apples hjemmeside udtaler den administrerende direktør, Tim Cook, at Apple vil give organisationen mulighed for at undersøge forholdene på Foxconns fabrikker i blandt andet Shenzhen og Chengdu i Kina.
"Vi mener, at alle arbejdere alle steder har retten til et sikkert og fair arbejdsmiljø, og det er derfor, at vi har bedt FLA komme med en uafhængig vurdering af vores største leverandører," forklarer Tim Cook.
Undersøgelserne bliver påbegyndt allerede på mandag.
Kilde: Apple