Der bliver flere og flere langtidsledige lærere.
Siden 2009 er der sket en fordobling, så der nu er hele 500 lærere, der har været arbejdsløse i så lang tid, at de går ind under kategorien 'langtidsledig'. Det viser en opgørelse fra Lærernes A-kasse, skriver DR Nyheder.
Anders Bondo Christensen, der er formand for Danmarks Lærerforening, mener, at det er "en helt vanvittig situation."
"Vi har brug for at styrke folkeskolen, og samtidig står vi i en situation, hvor et stigende antal lærere bliver afskediget, og nogle går som langtidsledige. Det er et samfundsmæssigt spild, som ikke giver nogen mening," siger han.
Han understreger samtidigt, at det er et problem, som politikerne bør kigge godt og grundigt på. Der skal ske nogle omstruktureringer af, hvor man bruger pengene, mener han.
"Vi skal bruge de penge, vi i dag bruger på understøttelse til at skabe en bedre undervisning til den kommende generation. Det andet her giver ingen mening."
Kilde: DR Nyheder