To kvinder, en dagplejepædagog og en sygeplejerske, har i dag fået Højesterets ord for, at de skal have fuld erstatning for de arbejdsskader, de pådrog sig, da de arbejde på deltid.
Det var fagorganisationerne FOA (Fag og Arbejde) og Dansk Sygeplejeråd, der førte og vandt sagerne for de to kvinder mod Arbejdsskadestyrelsen.
Den ene kvinde arbejdede på skadetidspunktet i 1995 som dagplejepædagog med en ugentlig arbejdstid på 30 timer og havde på det tidspunkt tre børn på to, seks og otte år, oplyser Domstolsstyrelsen.
Kvinden havde tidligere arbejdet på fuld tid, men var gået ned i tid for at passe sine mindre børn, hvorefter hun blev ramt af en arbejdsulykke, der gjorde, at hun ikke længere kunne arbejde på fuld tid.
I begge de to kvinders sager gav Højesteret kvinderne og deres faglige organisationer medhold i, at erstatningen skulle have været beregnet ud fra, at kvinderne kunne arbejde på fuld tid.
I den principielle afgørelse understreger Højesteret, at hvis den skadelidte før en ulykke er i stand til at arbejde på fuld tid, så er det uden betydningen for erstatningen, om personen rent faktisk gør det.