"Giv mig dine penge," lød det stille fra manden.

Han havde ellers stået for sig selv og kigget på lamper i den lille Søkvist El-Anlæg i Vanløse.

"Hva’?" svarede ekspedienten og vendte sig om og så lige ind i geværløbet.

"Giv mig pengene, nu!" gentog han.

I de næste ti minutter holdt røveren en Kalashnikov maskinpistol foran hovedet på Anja Blicher Elsnab.

Det gjorde han indtil  hun havde givet ham de par tusinde kroner, der var i kassen.

"Jeg slipper ikke levende ud," tænkte hun.

Avisen.dk har fået lov at tale med Anja for at lave en artikel om hende. Hun vil egentlig ikke, men hendes mand har presset på, for de er frustrerede over kommunens behandling:

Hun har ikke haft nogen indtægt i et halvt år, fordi Københavns Jobcenter har taget hendes understøttelse fra hende.

Jobcentret siger, hun er rask og skal søge arbejde. Men lægernes dom er helt anderledes: 55-årige Anja Blicher Elsnab er blevet psykisk syg af røveriet for tre år siden. Hun kan ikke have et normalt arbejde.

Læs også: Jobcenter: Vi svigtede Anja efter røveri

Anja har måttet leve af mandens løn og tage lån i banken, for ikke at blive smidt ud af lejligheden. De har sågar overvejet at blive skilt, fordi hun så ville kunne søge kontanthjælp. Det er et spørgsmål om tid, før banken ikke vil låne ægteparret flere penge.

"Men vi har været gift siden ’85. Gu fanden vil jeg ikke skilles," slår hun fast.

Råber højt og græder

Hun har voldsomt stress og kan kun være sammen med mennesker i kort tid ad gangen. Forleden var Anjas voksne datter forbi lejligheden med det yngste af Anjas elskede børnebørn. Efter et halv time siger datteren, at nu skal vi vist også gå. Hun kan se, at Anja ikke kan mere.

"Der er lyn og torden i mit hoved," forklarer Anja om sin sygdom, som lægerne kalder for posttraumatisk stress. Arbejdsskadestyrelsen har anerkendt hendes sygdom som en arbejdsskade.

Efter for lang tid med andre mennesker begynder Anja at skælde ud og græde. Efterhånden har hun lært at undgå det, så hun trækker sig tilbage eller beder folk om at gå.

"Jeg er dybt ulykkelig. Jeg plejede at være sammen med mine børnebørn, som jeg elsker meget højt. Men det kan jeg ikke som tidligere," siger Anja og kigger ned på sedlen, der ligger bag askebægeret på bordet.

Sedlen minder hende om alle dagens gøremål: Børste tænder, gå i bad, rydde op og den slags, står der. Ellers glemmer jeg det, siger Anja.

"Jeg laver sådan en seddel hver morgen. Hvis jeg får et brev, skriver jeg på sedlen, at jeg skal huske at åbne det. Jeg smider den altid ud inden min mand kommer hjem fra arbejde, for jeg er så flov over det. Men selvfølgelig ved han godt, at jeg laver mine sedler," fortæller Anja.

Rapporten

Hun vil fortælle om kommunens behandling, der har gjort hende mere syg. Men efter en time og et kvarters interview ved stuebordet, beder hun mig om at gå.

"Når du er gået, så er jeg helt færdig. Så kan jeg ikke noget som helst resten af dagen, " siger hun, og vi aftaler, at jeg kommer igen i næste uge.

Af Anjas papirer fremgår det, at jobcentret har raskmeldt Anja, fem dage før de modtager en rapport fra det jobfirma, der har stået for at arbejdsprøve hende. Rapporten fra jobfirmaet "Springbræt" slår fast:

"At se Anja varetage et ordinært arbejde af nogen art synes umuligt på grund af hendes PTSD (Posttraumatisk Stresssyndrom red.)".

Alligevel kræver jobcentret nu, at hun søger job, og de har derfor stoppet hendes understøttelse. Det er et halvt år siden, først i sidste uge fik hun brev med svaret: Klagen er afvist. Hun kan selvfølgelig anke, men det vil tage et halvt år før den ryge igennem systemet.

Da jeg igen skal en tur til Vanløse og tale med Anja, ringer hun fem minutter, før jeg tager af sted.

"Du skal bare vide, at jeg har haft det meget skidt," forklarer hun.

"Vi kan udskyde det til en anden dag, det er helt fint," foreslår jeg.

"Nej, det er bedst at du kommer nu. Jeg skal have det overstået, ellers går jeg bare og er nervøs indtil da," slår hun fast.

"Okay, så jeg kommer jeg nu. Det behøver heller ikke tage så lang tid," forsøger jeg at forsikre hende.

Jeg må hellere smutte

Tilbage ved stuebordet i lejligheden har hun skrevet sin kritik af kommunen ned i stikord på sin seddel.

"Jeg ved næsten ikke, hvem der er værst, kommunen eller røveren," siger Anja.

Hun mener, jobcentrets behandling har gjort hende mere syg. Hun er blevet stresset og følt sig truet, når hun skal snakke med 20 forskellige sagsbehandlere, og de skriver, at hun skal huske det møde og den deadline, for ellers mister hun sin understøttelse.

"Havde de bare givet mig ro til at komme mig efter røveriet, så havde jeg måske kunne arbejde igen. Men nu har jeg givet op. Jeg kan ikke mere."

Jeg kigger på uret på mobilen. Denne gang har jeg været på besøg i 40 minutter.

"Nå, men jeg må også til at smutte," siger jeg.

Anja nikker og smiler undskyldende farvel:

"Havde jeg været en mand, havde jeg gjort som de soldater, der vender hjem fra krig og taget ud i en skov og boet for mig selv derude."