Flasker og brosten føg gennem luften og der blev tændt bål på Stengade, da aktivister i går brugte arbejdernes internationale kampdag til at demonstrere mod nedrivningen af Ungdomshuset.
I går var det to måneder siden, at Ungdomshuset blev jævnet med jorden. Derfor samlede op mod 2000 ungdomshussympatisører sig til en demonstration med kurs mod Folkets Park på Nørrebro.
Aktivisterne barrikaderede gaderne omkring parken. Men det, der kunne have udviklet sig til en langvarig, voldelig gadekamp, blev kun til et mindre sammenstød mellem aktivister og politi. Da demonstranterne brugte kasteskyts og tændte bål, svarerede politiet igen med tåregas.
Gassen fik dæmpet urolighederne, så festen kunne fortsætte med musik og hyggebål til sent på natten.
I alt seks personer blev anholdt for opløb, grafitti og stenkast.