For de fleste voksne er Anders And, nevøerne og Onkel Joakim en fasttømret del af barndomsminderne. Sådan vil det muligvis ikke være for fremtidens voksne, da børn og unge i stigende grad vælger at lade Anders And-bladene ligge på butikshylderne.
På bare et enkelt år har Anders And & Co nemlig tabt 20 procent af oplaget, skriver business.dk.
I 2005 havde Anders And & Co et oplag på 64.026 blade. Siden er det gået stødt ned ad bakke. To år senere havde de tabt 11,6 procent af oplaget i forhold til 2005, og nu har oplagstallet taget endnu et dyk. Således er der i dag kun 50.600 blade, viser de seneste tal ifølge Jyllands-Posten.
Dermed lægger Anders And & Co sig op ad den øvrige ugebladsbranche. Alene fra april 2007 til april 2008 er det samlede oplag faldet 5,5 procent.
Hos ugebladskoncernen Aller mener de, at tendensen er global.
- Store folkelige medier er under pres i hele verden. Det bulrer frem med nye medietyper, og især bulrer de specialiserede medier frem. En vis del af publikum vil i dag hellere koncentrere deres læsning og medieforbrug omkring deres specifikke interesse. Lidt bredere set er nettet også en konkurrent for os, siger Per Ingdal, ugebladsdirektør i Aller Press A/S, til business.dk.