Udover den 32-årige mand, som norsk politi har anholdt for at stå bag de to voldsomme forbrydelser, anholdt de tidligere på dagen endnu en formodet gerningsmand live på norsk tv.
Men nu slår politiet fast, at han intet med skyderiet havde at gøre.
Norsk tv beskriver, at politiet gav en ung mand håndjern på og kørte væk. Manden blev anholdt uden for et hotel, hvor de unge fra øen Utøya opholdt sig. Angiveligt havde han en kniv på sig.
Norsk politi kan fortsat ikke afkræfter, at der kan være flere gerningsmænd.
"Vi har hørt de samme vidnebeskrivelser om, at det skal være en gerningsmand nummer to. Vi arbejder på højtryk med at afklare, om der er en anden gerningsmand," sagde politiinspektør Einar Aas tidligere lørdag til vg.no.
Selv om flere vidner ifølge vg.no havde set manden skyde på øen Utøya, fortæller politiet i Norge dog nu, at den unge anholdte nordmand ikke havde noget med skyderiet at gøre.
Anholdelsen beskrives ifølge Pol.dk i en pressemeddelelse som "en enkeltstående hændelse, som ikke kan sættes i sammenhæng med skyderiet på Utøya."
85 mennesker mistede livet på øen, mens man fortsat kæmper for at redde liv på hospitaler i og omkring Oslo.
19 mennesker er hårdt sårede efter gårsdagens attentat på øen og bombesprængningen på en regeringsbygning i det centrale Oslo.
Kilde: VG