Danske rederier skal tjekkes bedre, så ikke kan fragte farlige våben til regimer, som undertrykke deres befolkninger med magt.
Det kræver menneskerettighedsorganisationen Amnesty International fra sit årsmøde i Nyborg.
I december afslørede Amnesty, at skibet Marianne Danica fra rederiet H. Folmer og Co. leverede ammunition til de egyptiske sikkerhedsstyrker, som sårede og dræbte mange demonstranter.
Siden har Ekstra Bladet afsløret, at rederiet har haft flere transporter til Saudi Arabien, Tunesien, Algeriet og De Forenede Arabiske Emirater.
- Det illustrerer, hvordan regeringer og politikere i de vestlige lande taler med to tunger, når det gælder de olierige golfstater. På den ene side støtter man kravene fra det arabiske forår om frihed og værdighed, siger Amnestys leder Lars Normann Jørgensen.
- Men samtidig leverer man våben til nogle stærkt udemokratiske regimer, som groft krænker menneskerettighederne. Flere danske rederier har en aktiv rolle i det dobbeltspil, siger han i en pressemeddelelse.
Danmark ligger på sjettepladsen over lande, der deltager i såkaldt destabiliserende våbentransporter til lande, som truer den regionale sikkerhed. Det viser en opgørelse fra det svenske fredsforskningsinstitut Sipri ifølge Amnesty.
Danmark har som en stor rederination et særligt ansvar for at sikre skrappere regler for våbentransporter. Det mener den amerikanske våbenekspert, Kathi Lynn Austin, som i en snes år har efterforsket international våbenhandel.
- Våbenhandlen er i dag mindre reguleret end handlen med bananer, kaffe og computere, mener hun.
I juli forhandles i FN den globale traktat om våbenhandel, ATT. Traktaten skal hindre våbensalg til lande, hvor de er risiko for, at våben benyttes ved overgreb mod civile.