Politik kan nemt blive personligt.
Og det bliver det i torsdagens udgave af TV 2-programmet "Tilbage til virkeligheden", hvor Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance går ind og roser en arbejdsløs kontanthjælpsmodtager for, at hun har ladet sig sterilisere.
En klog beslutning, mener han.
Bemærkningen har skabt en del røre, allerede inden udsendelsen ruller over skærmen, men den liberale politiker tager opmærksomheden helt og aldeles stille og roligt.
- Skulle jeg da have sagt det modsatte - at det var dumt?, siger han grinende og uddyber:
- Det, jeg roser hende for, er, at hun en sjælden gang har taget ansvar over sit eget liv.
Kvinden, den 35-årige Mette Hansen, har tre børn med tre forskellige mænd, og har derfor sværere end så mange andre ved at overskue tingene, siger hun i programmet.
- Hun kunne have overvejet at træffe andre valg. Jeg siger ikke, at man ikke dummer sig i sit liv, det gør vi alle sammen, men det kunne godt være, man på et tidligere tidspunkt burde have overvejet, om man kunne overskue så mange børn, siger Simon Emil Ammitzbøll.
Men nu hvor Mette Hansen uigenkaldeligt hænger på de allerede fødte børn, må hun ty til andre midler, hvis hun vil gøre sig nogle større forhåbninger om at blive inviteret ind i varmen af en arbejdsgiver. Klip dit hår og fjern din mundpiercing, lyder opfordringen fra Ammitzbøll.
- Man er nødt til at tænke over sin fremtoning, hvis man vil have et job. Det tror jeg er en åbenlys sandhed for dem, som har et arbejde. Men måske har nogle af dem, som har haft svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet, ikke helt fattet den pointe, forklarer han roligt.
Programmet sendes i morgen på TV2.