Udenrigsministeriet inviterede i dag ambassadørerne for alle de muslimske lande, der er repræsenteret i Danmark, til møde, oplyser TV 2/Nyhederne. Her orienterede Ulrik Federspiel, Udenrigsministeriets direktør om, at videooptagelserne fra Dansk Folkepartis Ungdoms sommerlejr, hvor profeten Muhammed nedgøres, er optagelser fra en privat fest, som blev holdt af en ungdomsorganisation på den yderste højrefløj.Det blev samtidig pointeret, at det ikke er de statsejede danske tv-kanaler DR og TV 2, der står bag videoen, som det fremgik af flere medier i weekenden og, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) tager stærkt afstand fra videoen. De danske ambassadører i den muslimske verden skal derefter tage kontakt til regeringer, embedsværk, presse og religiøse ledere i deres repektive lande for at videregive informationerne.