De var så lykkelige - Peter og Amalie. Men nu ligger glæden over Mexico-brylluppet pludselig langt væk.
Den nye dagsorden er grove beskyldninger om overgreb - og det kan få store økonomiske konsekvenser for Amalies mor, Charlotte Kejser.
Hun påstår nemlig, at ægteskabet mellem hendes 19-årige datter og Peter Birch ligger i ruiner, efter Peter tæskede, næsten voldtog, tog kvælertag og frihedsberøvede Amaile, skriver Ekstra Bladet.
Men den slags påstande kan man ikke bare slynge om sig uden at have beviser. Derfor kan det blive en dyr omgang for Amalies mor, hvis ikke politiet i deres efterforskning finder bevis for beskyldningerne.
Det fortæller advokat Michael Christian Havemann, der er partner i advokatfirmaet Brix Jensen-Havemann, samt ekstern lektor i medieret på Københavns Universitet.
"Hvis vi forestiller os, at han anlægger injuriesag, som han vinder, fordi hun ikke kan føre sandhedsbevis, så vil jeg tro, at hun får bøder for 30.000-40.000 kr., som skal betales til staten. Derudover skal hun betale omkring 100.000 kr. til ham for tort," vurderer han ifølge Ekstra Bladet.
Selv ønsker Amalies mor ikke at udtale sig til Ekstra Bladet, mens den anklagede part - Ulven Peter, som han kaldes, stadig overvejer, om han vil anlægge en sag mod sin svigermor, da han ønsker forsoning med Amalie - hvilket en retssag nok vil vanskeliggøre.
"Jeg håber, at sandheden - hele sandheden kommer ud," siger han til Ekstra Bladet.
Kilde: Ekstra Bladet