Seks år på posten var nok for Søren Gade (V). Han siger farvel til posten som forsvarsminister og efterlader ansvaret til Gitte Lillelund Bech.
Og det ærgrer dem, som Søren Gade har haft ansvar for - nemlig de danske soldater.
"Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været rigtig glade for Søren. Vi siger tak for seks gode år og ønsker ham alt muligt held og lykke i hans videre karriere. Der vil altid være 'kaffe på kanden', hvis Søren kommer forbi HKKF," siger formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF), Flemming Vinther, til forbundets hjemmeside.
Formanden melder om stor respekt for Søren Gade blandt medlemmerne i HKKF.
"Det skyldes selvfølgelig, at de har oplevet ham som en minister, der har været interesseret og involveret i deres hverdag og ikke 'bare' har været interesseret i de store sager i ministeriet eller i omstruktureringer i NATO," siger Flemming Vinther.
Han understreger, at den nye forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) får en svær opgave med at udfylde hullet efter Søren Gade. Men HKKF-formanden byder den nye minister velkommen.
"Danske soldater er i krig, og det er af afgørende betydning, at der er gode og tætte bånd mellem ministeren og de faglige organisationer. Det samarbejde ser vi frem til med den nye forsvarsminister," siger Flemming Vinther.