Forleden forlod partistifter Gitte Seeberg Ny Alliance, så fulgte en række lokalformænd og menige medlemmer trop, og nu ser de sidste vælgere ud til at springe fra.
I en ny meningsmåling, foretaget efter at Gitte Seeberg tirsdag vendte Khader ryggen, ville kun 0,4 procent af vælgerne stemme på Ny Alliance, hvis der var valg i dag.
Målingen er foretaget af Capacent Epinion for DR. Resultatet er det dårligste i partiets historie og kommer forud for et knald- eller fald-møde i partiet lørdag.
Her vil en række lokalformænd kræve indrømmelser fra ledelsen for ikke at forlade partiet.
Partiets to tilbageværende stiftere, Naser Khader og Anders Samuelsen, ønsker ikke at kommentere målingen. Det vil Morten Østergaard, næstformand i den radikale folketingsgruppe, derimod godt:
- Målingen er et udtryk for skuffede forventninger. Vi kunne have håbet på, at Ny Alliance fik væsentlige indrømmelser
i de aktuelle asylforhandlinger, men det bliver sværere nu, siger han til Dr.dk.