Børn skal lære demokratiske holdninger allerede fra børnehaven, så de
ikke ender som fundamentalister. Det mener Ny Alliances formand, Naser
Khader.
- Det er jo dér, det starter - det er dér, vi skal stoppe dem. Så må vi
gribe fat i forældrene og sige: Det vil vi simpelthen ikke have, siger
han til nordjyske.dk
Forslaget fra Naser Khader kommer efter at både han og den islamkritiske Århus-forfatter Jørgen Misser i denne uge er blevet passet op af unge arabisk udseende mænd.
Opgav foredrag
I Naser Khaders tilfælde betød det, at han onsdag måtte opgive et planlagt foredrag i Kokkedal. Emnet for foredraget var demokrati.
Til Frederiksborg Amts Avis sagde Khader efterfølgende:
- Det var
dødubehageligt. Der var også nogle af de unge, der skubbede lidt til
mig. Det lagde mine vagter mærke til, og vi vurderede, at stemningen
var for fjendtlig til, at jeg kunne gennemføre foredraget.
Truet på livet
Jørgen Misser blev mandag passet op af fire unge arabisk
udseende mænd. Mændene tog angiveligt billeder af både ham
og hans hund, og da Jørgen Misser protesterede, svarede en af mændene angiveligt: Vores
tålmodighed med dig er slut. Hvis du
fortsætter med dine hadefulde angreb mod os muslimer, vil du snart få
samme skæbne som Theo van Gogh .
Til nordjyske.dk siger Naser Khader, at han mener at se en bekymrende tendens til udemokratisk opførsel blandt unge indvandrere.
- Gudskelov er det de færreste, der har den holdning. Men jeg ser
demokratiske analfabeter, som er født og opvokset i Danmark. De har en
primitiv opdragelse om, at man skal true og gå efter dem, man er uenig
med, siger Naser Khader.