Bunkerne med jobansøgninger bugner hos virksomhederne og kampen om et job er lige nu hård.
Derfor er Alex begyndt at gemme sin alder af vejen. Hun lader helt være med at skrive den på sit CV.
"Det første de kigger på, når de får en ansøgning, er alderen. Men virksomhederne må jo ikke lede kun efter bestemte aldersgrupper," siger Alex.
Hun forklarer, at hun derfor bliver bedømt på fair vilkår, når hun søger arbejde.
Siden Alex begyndte at fjerne sin alder fra CV'et, kom hun pludselig til flere jobsamtaler:
"Nu får de mig i det mindste at møde. Men de spørger tit ind til alderen, når vi sidder til samtalen."
Mange "friske unge mennesker"
Hun har søgt arbejde inden for grafik- og marketing i halvandet år. Det er en branche med mange "friske unge mennesker", som Alex siger.
Hver uge skriver hun to ansøgninger, og hver 15. ansøgning giver hende en samtale, vurderer hun.
Er der én ting, Alex er sikker på, så er det, at alderen ikke er en af hendes stærke sider i det fag.
Den fornemmelse startede engang, hun var til jobsamtale i en anden grafisk virksomhed.
"Jeg havde for 13 år siden en periode, hvor jeg også gik arbejdsløs. Til en jobsamtale, spurgte chefen mig, hvor gammel jeg var. Da jeg svarede 34 år, løftede hun øjenbrynene, kan jeg huske. Det gjorde mig bange og usikker," forklarer Alex.
Før grafikeren mistede sit seneste job for halvandet år siden, arbejdede hun i tre år med marketing for byggefirmaet Cramo.
Redaktionen er bekendt med Alex's fulde navn og identitet, men hun ønskede at være anonym i denne artikel.