En fiskekrog i fingeren eller blodknæ efter cykelstyrt vil i fremtiden blive behandlet på små lokale klinikker med vagtlæger og specialuddannede sygeplejesker. De vil overtage en stor del af arbejdet fra skadestuerne, der over de kommende år vil blive nedlagt, skriver Berlingske Tidende onsdag på baggrund af et oplæg fra en ekspertgruppe i Sundhedsstyrelsen.
Til gengæld vil alvorlig sygdom og behandling af større ulykker samles på færre, men større og mere specialiserede akutmodtagelser. Gruppen anbefaler omkring 20, der skal være fordel over hele landet, hvor der døgnet rundt vil være speciallæger tilknyttet indenfor en række områder. I dag er der omkring 45 skadestuer.
Sundhedsstyrelsen oplyser til DNY, at de udsender deres endelige rapport om fremtidens akutbehandling inden jul. Og tidligt i det nye år vil de endelige rammer være godkendt.