Daniel Agger er netop blevet spilleklar igen efter en smertefuld skadespause. Pausen har også fået ham til at slanke sin forretning, så han ikke længere er medejer af to restauranter i Liverpool.
"Det blev simpelthen for meget, og jeg blev sgu' lidt træt. Det er kun stederne i Liverpool, jeg dropper, og ikke hjemme i København, for der har jeg familie og venner omkring mig, mens jeg i Liverpool skulle stå for det hele, så det var en helt anden sag. Det var bare for hårdt," siger Daniel Agger til Sporten.dk.
Forsvarsspilleren har Center Pub'en i Hvidovre, som han ejer sammen med sin onkel Tommy Schandorff.
Agger er netop blevet klar igen efter en rygskade og opholder sig på Malta med det danske fodboldlandshold, der lørdag aften spiller VM-kvalifikationskamp mod lilleputnationen.
Onsdag den 1. april spilles anden VM-kvalifikationskamp mod Albanien i Parken i København.