21-årige Osama Akharraz skiftede fra Brøndby til AGF i vinterpausen, men har på trods af sin korte tid i Aarhus allerede formået at gøre sig upopulær.
AGF-træner Peter Sørensen og klubbens sportschef Brian Steen Nielsen synes, at Osama Akharraz' attitude og fremmødedisciplin har været så dårlig, at de suspenderede ham fra truppen i påsken og i dag (torsdag morgen, red.) indkaldte ham til en møde, hvor der blev talt med store ord, skriver Tipsbladet.
"Med den snak vi har haft i dag, går jeg stærkt ud fra, at Osama Akharraz har forstået alvoren omkring situationen og hvad det vil sige at leve op til de værdier og forventninger, som vi har til spillere i AGF. For det kan ikke blive værre, end det har været," siger Brian Steen Nielsen til Tipsbladet og fortsætter:
"Han er kommet for sent til træning flere gange, men det er bare er en af flere ting, der har været i vejen. Han har nogle ting at slås med, som er personlige, men jeg er også sikker på, at han nu er klar til at forbedre sig markant. Vi har talt ud, og Osama Akharraz træner nu sammen med resten af holdet."
Flere af AGF-spillerne har tidligere luftet deres utilfredshed med Osama Akharraz' arbejdsindstilling, men alle parter er enige om at starte på en frisk efter dagens møde.
AGF har kontrakt på Akharraz de næste tre år.
Kilde: Tipsbladet