AGF kan gå vinterpausen i møde med en god fornemmelse i maven. Nok har efteråret ikke været nogen fest for århusianerne, men det er som bekendt det sidste indtryk, der sætter sig fast - og det var godt.
AGF vandt 2-0 over FC Midtjylland på NRGI Park i Århus, hvor der denne søndag ikke har nogen problemer med græsplænen.
Og mere vigtigt: Det var AGFs første hjemmesejr i denne sæson. Det er noget, der luner i Århus, hvor man for en sikkerhedsskyld holder gang i varmen under banen.
Peter Graulund blev holdets matchvinder, da han efter en times spil scorede sit 12. sæsonmål til en føring på 1-0. Ti minutter efter var udligningen tæt på - men Baba Collins fik ikke afsluttet ordentligt, så chancen løb ud i sandet.
Til sidst satsede FC Midtjylland, der kæmper for at holde trit med AaB og FCK i toppen, hele butikken. Det gav bagslag, da AGF fik en kontrachance.
Bolden blev sendt fladt ind fra højre side af banen, hvor Simon Kjær var uheldig og gled bolden i mål. Men havde han ikke gjort det, stod Graulund såmænd helt fri - så mål var der nok blevet under alle omstændigheder.
Vinterferie til AGF, der har fire point til nedrykningsstregen. Værre var det for FC Midtjylland, der med nederlaget har syv point til AaB på førstepladsen.
Mål:
1-0 Peter Graulund (51.)
2-0 Simon Kjær (90./selvmål)
Advarsler:
AGF: Kim Madsen (57.), Lars Pleidrup (84.)
FCM: Ajilore Oluwafemi (56.), Kolja Afriyie (74.), Simon Poulsen (84)
Udvisninger:
Ingen
Dommer:
Michael Svendsen
Tilskuere:
5.904 på NRGI Park i Århus