De fire organisationer bag overenskomsten for handicaphjælpere har torsdag godkendt den nye aftale.
Dermed er det endegyldigt slut med over 30 års praksis med handicaphjælpere, der arbejder uden overenskomst.
Den nye aftale er indgået af arbejdsgiverorganisationerne Dansk Erhverv og DI (tidligere Dansk Industri) på den ene side og fagforbundene FOA og 3F på den anden side.
"Vi er efter mange knubbede ord undervejs endt med den rigtige løsning," mener forbundsformand Dennis Kristensen fra FOA.
Han mener, aftalen beskytter både de mest seriøse arbejdsgivere og arbejdstagerne.
"Jeg tror, det er en klar styrke med den fælles forståelse. På arbejdsgiversiden betyder det eksempelvis, at nystartede firmaer ikke kan spekulere i, hvor de vil organisere sig, fordi visse bestemmelser i overenskomsten måske er billigere. Og for handicaphjælperne betyder overenskomsten nu, at rigtig mange dels vil få mere i løn og få bedre vilkår og dels også vil få en stærk organisation i ryggen," siger Dennis Kristensen.
Formelt set er der tale om to identiske - eller parallelle - overenskomster. Hver arbejdsgiver-organisation er dækket af én overenskomst, og FOA og 3F er aftalepart i dem begge.
Startlønnen i den nye overenskomst er aftalt til kr.123,30 i timen.
Der er aftalt bestemmelser om pension, barsel, løn under sygdom mv., som det kendes fra alle andre overenskomster.
FOA og 3F har med aftalen lagt tidligere grænsestridigheder på hylden.
Aftalen er nu, at kræves der en uddannelse - som eksempelvis social- og sundhedshjælper eller social- og sundhedsassistent - for at varetage jobbet som handicaphjælper, så er vedkommende organiseret i FOA.
Kræves der ingen uddannelse, så kan handicaphjælperen selv vælge, om man vil stå i FOA eller 3F. Overenskomsten vil være den samme.