Den afghanske oprørsleder Hayruddin var blandt de dræbte, da danske soldater i sidste uge kom i kamp med en gruppe oprørere i det nordlige Afghanistan. Det skriver Ritzau.
Danskerne var på vej hjem til Feyzabad, da de kom under beskydning og måtte tilkalde luftstøtte. To amerikanske A10-fly beskød herefter den fjendtlige stilling med maskinkanon, og det var formentlig under denne beskydning, at oprørslederen blev dræbt, mens mindst tre andre afghanere blev såret.