Det var bare
en søndag som så mange andre.
For Morten
Krogh Jensen en søndag i krig. Noget han på trods af sin unge alder allerede havde
vænnet sig til fra blandt andet Irak.
Men denne
søndag i den danske lejr i Camp Bastion, Afghanistan endte som ingen andre.
For et tilfældigt
vådeskud dræbte 21-årige Morten Krogh Jensen, da det mekaniserede
infanterikompagni var i gang med at forberede sig til at rende rundt i natten
uden for Camp Bastion.
Adskillige militærlæger
forsøgte at sikre Morten Krogh Jensens liv, men det stod ikke til at redde.
- Jeg tænker
på de pårørende til den dræbte konstabel, som står overfor en meget svær tid,
ligesom jeg tænker på den dræbte soldats kammerater og venner nede i
Helmand-provinsen - ikke mindst dem, der har haft ulykken på nært hold, siger Generalmajor
Poul Kiærskou, chef for Hærens Operative Kommando.
Morgen Krogh
Jensen efterlader sig far og mor samt en ældre søster.
Efterlader sig søster og forældre
Skudepisoden bliver nu –
helt rutinemæssigt – undersøgt af Forsvarets Auditørkorps og af specialister
fra Hæren, så man måske kan undgå lignende episoder i fremtiden.
I teltene og
de små skure i lejren sad soldaterne længe med læger, kompagnichefen, major
Kenneth Strøm og senere den lokale feltpræst og talte om deres ven Morten Krogh
Jensen, der blot var ankommet til Afghanistan få uger forinden.
En kollega,
der kørte pansret mandskabsvogn, håndterede de tunge maskingevær og var
signalmand.
Et skud i aftenen.
En ulykke. En mand mindre. Endnu en søndag i krig.