Danmark har åbnet VM-slutrunden som lyn og torden.
47-12. 39-30. 35-27.
Australien, Rumænien og Serbien blev alle løbet over ende af et storspillende dansk herremandskab.
Alligevel kan landstræner Ulrik Wilbek på ingen måde se medaljerne hænge og dingle i horisonten. Han afviser faktisk direkte, at holdet kommer langt i turneringen.
"Jeg tror stadig, at vi ved dette mesterskab hører til mellem nummer fem og otte," siger han ifølge Jyllands-Posten.
"Det vil stadig overraske mig, hvis vi kommer i semifinalen," tilføjer han.
Danmark spiller mod Algeriet i aften. I morgen venter skæbnekampen mod Kroatien, som regnes for at være gruppens skrappeste modstander.