17.500 danskere vil miste retten til dagpenge som følge af den halvering af dagpengeperioden, som regeringen og Dansk Folkeparti er blevet enige om at gennemføre.
Det viser beregninger fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
"Sidste år var der 10.000, der havde været på dagpenge i mere end to år, og det tal vil stige til 17.500 i januar 2011," siger chefanalytiker i AE-Rådet, Martin Madsen til Newspaq.
Halveringen af dagpengeperioden, så ledige fremover højst kan få dagpenge i to år mod i dag fire år, er en del af den spareplan til 24 mia. kr., der skal genoprette dansk økonomi.
"Det styrker vores mulighed for at skaffe arbejdskraft," sagde finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) ved præsentationen af den store genopretningsplan.
Men den tror AE-Rådet ikke på.
"Det giver ikke arbejdskraft at halvere dagpengeperioden. Den hjælper jo kun, hvis der er arbejde at få. Ellers sender man jo bare de ledige over på kontanthjælp eller ingenting," siger chefanalytiker i Martin Madsen til Newspaq.
Arbejdsmarkedskommissionen fra 2008 anslår, at en halvering af dagpengeperioden vil styrke de offentlige finanser med fire milliarder kroner.
"Det forudsætter dog, at 13.000 af de personer, der i dag har fået dagpenge i over to år, kommer i varig beskæftigelse," siger Martin Madsen.
Dagpengereformen træder i kraft allerede 1. juli.