AC Milan må se i øjnene, at David Beckham er fortid i klubben, når det nuværende lejemål udløber i begyndelsen af marts.
Den italienske klub nåede ikke at få gennemført en endelig handel med LA Galaxy i løbet af fredagen, og Galaxy-træner Bruce Arena vil ikke længere overveje tilbud, skriver BBC.
"Vi har nu passeret deadline, og vi modtog ikke et acceptabelt tilbud for spilleren," siger Arena.
David Beckham indgik lejeaftalen med Milan for at holde sig i gang spillemæssigt, mens den amerikanske sæson holdt pause og for at holde sig inde i billedet til det engelske landshold.
I Milano imponerede han alt og alle inklusive træner Carlo Ancelotti med sin professionalisme og arbejdsmoral.
Midt i ugen spillede Beckham sin 108. landskamp og nåede dermed op på siden af legenden Bobby Moore.