AaB går ikke på banen for at fedtspille, selvom holdet i aften kan klare sig med 0-0 i pokalkampen mod Brøndby.
Det fortæller AaB's træner, Magnus Pehrsson, på klubbens hjemmeside.
"Det er vigtigt, at vi ikke kommer ud og spiller på et 0-0 resultat. Vi ved, at vi vil stå meget stærkere, hvis vi får bragt os foran i kampen."
Magnus Pehrsson må se bort fra de skadede Karim Zaza, Michael Jakobsen, Luton Shelton og Marcus Tracy. Alligevel er han fortrøstningsfuld inden opgøret.
"Mine forventninger er, at vi på alle måder viser den rette indstilling, løbevillighed og hårdt arbejde, og at vi viser, at vi vil gøre alt, for at få en plads i finalen. Der har været masser af energi i truppen i de seneste dage, så jeg er bestemt fortrøstningsfuld," siger han.
Da de to hold spillede 3-3 i det første opgør i Brøndby, skal Brøndby enten vinde eller spille mindst uafgjort 4-4 for at gå videre.
Brøndby har dog ikke statistikken på dets side, da holdet ikke har vundet i Aalborg siden maj 2003.
Brøndby har Jan Kristiansen og Remco van der Schaaf på skadeslisten, men til gengæld er Jon Jönsson og David Williams tilbage i truppen.