AaB har solgt holdets midtbanedynamo og anfører Thomas Augustinussen til FC Red Bull Salzburg, der ligger suverænt nummer et i den østrigske bundesliga.
Ifølge B.T.'s kilder får nordjyderne en beskeden transfersum på syv millioner kroner for Augustinussen. Og det har da heller ikke været økonomien, der har fået AaB til at gå med til salget.
"Han har spillet 15 år i klubben, og vi syntes, at det var fair at give ham chancen, hvis den opstod," siger AaB's sportsdirektør, Lynge Jakobsen, til avisen.
FC Red Bull Salzburg er som navnet antyder ejet af manden bag den koffeinholdige læskedrik, der har postet mange millioner i sit østrigske fodboldprojekt.
Målet er Champions League, og det ser da også ud til, at Salzburg-klubben får chancen. Med seks runder tilbage fører holdet den bedste østrigske række med ti point ned til Rapid Wien.
Østrigeren Marc Janko har scoret ikke færre end 35 mål i 30 ligakampe.