Side på side på side.
I alt 22.408 siders a-kasse-regler vil fra i dag klokken 9.00 blive printet ud, og du kan følge det hele live på nettet.
Det sker, fordi Min A-kasse vil gøre opmærksom på det enorme bureaukrati, der er kommet i a-kasserne.
"En god kollega har fortalt mig, at da han startede som a-kasse-medarbejder for 30 år siden, der skulle man som ledig aflevere ét stykke papir, når man meldte sig ledig. I dag er 50-100 stykker papir, der skal afleveres, ikke unormalt," forklarer kommunikationschef Sune Bauer til Newspaq.
Det viser ifølge Sune Bauer en mistillid og mistænkeliggørelse af folk, og derfor har Min A-kasse iværksat forsøget med at printe de mange regler ud for åben skærm i protest.
De forventer, at udskrivningen vil vare i ti dage, hvor printeren skriver ud fra klokken 9 til 16. Og undervejs i forløbet, vil der bl.a. også være mulighed for at opleve bandet Honey Club eller spille BlanketBingo, mens printeren arbejder.
"Vi håber på, at den her aktion vil gøre, at man fra politisk side får øjnene op for, at der er behov for helt grundlæggende reformer på vores område. Vi mener faktisk, at man bør begynde forfra," siger Sune Bauer.
For at det hele ikke skal gå op i papirspild, har Min A-kasse valgt at støtte 'plant et træ' med 1.000 kroner, så aktionen på den måde bliver betalt af til naturen.
Hvis du vil følge eksperimentet, kan du se mere her.