Danske lønmodtagere har fået kolde fødder.
I stedet for en hurtig skattefri bonus, vælger flere end forventet at blive i efterlønsordningen.
Sådan lyder meldingen fra FTF's a-kasse, der har 133.000 medlemmer blandt især offentligt ansatte.
"Krisebevidstheden har betydet, at folk tænker sig om en ekstra gang. Der er stadig fordele ved efterlønsordningen, selvom den er blevet forringet," siger kommunikationschef i FTF-A, Anders Tybjerg, til Newspaq.
Siden 3. februar har a-kassens 70.000 efterlønsbetalere kunne melde sig ud, og det har 18 procent indtil videre benyttet sig af.
FTF-A forventer, at hver fjerde vil hæve den skattefri bonus frem til efteråret. Det er langt færre end forventet.
"Vi havde regnet med 30-50 procent. Men mange har nok fået øjnene op for den særlige seniorjobordning. Og andre er opmærksomme på den skattefri præmie og tænker: Jeg kan godt undvære de penge nu og her," siger Anders Tybjerg.
På landsplan har 60.000 danskere ind til videre tilkendegivet over for deres a-kasser, at de ønsker at trække deres efterlønspenge ud, når de bliver frigivet i april.
Det skriver ugebrevet A4.
En million danskere kan i princippet droppe efterlønnen og trække indbetalingerne ud skattefrit, når kasserne bliver åbnet 2. april.