En ældre dame blev i går udsat for et noget alternativt tricktyveri i sin lejlighed i Nykøbing.
Der blev hverken truet med knive eller hårde ord - derimod blev der lokket med søde sager.
En kvinde ringede søndag eftermiddag på hos den ældre kvinde, som blev tilbudt et stykke kage.
"Under påskud af at ville forære den ældre kvinde et stykke kage, slap hun ind i lejligheden. Her lykkedes det den fremmede kvinde at aflede den 96-åriges opmærksomhed, og en medgerningsmand kunne derfor uset stjæle et hævekort og kontanter fra en skuffe i et tilstødende værelse," fremgår det af weekendens døgnrapport fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kage-tricktyven beskrives ifølge politiet som ca. 30-40 år, udlænding, "køn", ca. 160 cm høj, almindelig af bygning, mørkt hår og mørke øjne. Dertil havde hun et mørkt tørklæde om hovedet og bar en plasticpose i hånden. Hun talte dansk med accent.
En lignende kage-tricktyv har tidligere været på spil.
Tilbage i februar fik to ældre kvinder i Kalundborg nemlig besøg af en kvindelig tricktyv.
Her fik tyven også adgang til en 80-årig kvindes lejlighed under påskud af at ville give hende en kage. Det endte med, at tyven stjal kontanter og smykker.
Den kagelokkende tyv forsøgte sig også hos en anden ældre kvinde i byen, men hun opfangede dog, at der var noget i gære, og tyven forsvandt uden at have stjålet noget.
Hvorvidt der er tale om den samme tyv, som slog til i går, er uvist.
Tyven, der slog til i februar blev nemlig beskrevet som en dansk kvinde, 165-170 cm høj, sort hår, almindelig af bygning, iført sort skindfrakke og hvid hue. Og så talte hun med københavner-accent.