Uanset om man er på flugt eller blot drømmer om en sødere tilværelse, er Danmark tilsyneladende et attraktivt land.
Det viser en opgørelse over antallet af illegale indvandrere, som sidste år blev anholdt af grænsepolitiet i Padborg i Sønderjylland.
Hele 886 illegale indvandrere blev anholdt i løbet af 2007 - heraf var 92 børn. Det skriver Jyske Vestkysten. En del af de illegale indvandrere havde angiveligt tænkt sig at rejse videre til Sverige for at søge om asyl.
Sammenlignet med 2006 er der tale om en stigning på 20 procent, oplyser den særlige
Udlændingekontrolafdeling under Syd- og Sønderjyllands Politi. Mange af de illegale indvandrere var irakere på flugt fra uroen i det krigshærgede land.
Mens politiet altså havde held til at få fat i flere illegale indvandrere, gik det knap så godt med at fange de bagmænd, som spinder guld på at hjælpe de illegale indvandrere til landet. Sidste år blev der anholdt 96 menneskesmuglere mod 124 i 2006.