Danmark skal forhindre bandekrige i fremtiden ved allerede at gribe ind, når udsatte børn fylder otte år.
Det mener flere af Folketingets socialordførere, efter de har besøgt Manchester, som i årtier har været plaget af voldsom bandekriminalitet. Her har tidlige indgreb været en stor succes.
"Hvis der er nogen i familien, som er eller har været involveret i bandekriminalitet, påbegynder man indsatsen allerede, når børnene er i 8-11 års alderen. Man inddrager forældrene, så de kan lære at sætte grænser og tilbyder samtidig børnene fritidsaktiviteter for at holde dem væk fra gaden," siger Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han mener, at det er nødvendigt ikke blot med den sociale, forebyggende indsats, men at også politiet gør sit, og at de er massivt tilstede i de uroplagede områder.
Samme opfattelse har Socialdemokraternes socialordfører, Yildiz Akdogan. Under turen til Manchester bed hun især mærke i, hvordan politiet agerer over for borgerne.
"Politiet skal være med til at skabe tryghed og tillid i de kriminelle miljøer. Det gør de ved at være "kendte ansigter", som åbent møder de unge og forsøger at forstå deres problemer. Men politiet kan ikke løse opgaven alene, og derfor skal de have viden om de unge fra deres forældre, de sociale myndigheder osv.," siger hun til Newspaq.
Yildiz Akdogan er selv bosat på Nørrebro, hvor hun har talt med flere frustrerede mødre omkring Blågårds Plads, der gerne vil have mere politi i nærheden.
Hun mener, at både justits-, social- og uddannelsesministeren skal ind over sagerne, hvis bandekonflikterne i fremtiden skal forhindres. Men også lokalmiljøet skal inddrages, siger hun.
"Man skal forpligte nærmiljøet til at komme med løsningsforslag. Når man bliver inddraget i at tage ansvar, gør man også en større indsats."
Folketingets socialudvalg vil nu bringe de mange positive erfaringer fra Manchester videre til de relevante ministre.