En bilbombe i Somalias hovedstad Mogadishu har dræbt 70 mennesker og såret mindst 50.
Bilbomben blev bragt til sprængning uden for Undervisningsministeriet, oplyser embedsmænd til nyhedsbureauet AP.
Oprørsgruppen Al Shabaab, som har forbindelser til terrornetværket al-Qaeda, har taget ansvaret for bomben.
Det er det største selvmordsangreb siden, at Al Shabaab trak sig ud af hovedstaden i august.
Øjenvidner fortæller, at en lastbil med sprængstoffer blev kørt ind i en port i nærheden af ministeriet, hvor den detonerede.
Den FN-støttede overgangsregering fordømmer angrebet og siger, at ingen højtstående regeringsembedsmænd blev såret ved eksplosionen.
Regeringens medlemmer var til møde i bygningen, da eksplosionen skete.
"Angrebet viser, at faren fra terrorister endnu ikke er overstået, og at der stadig er folk, der ønsker at afspore de fremskridt, det somaliske folk har gjort i retning af fred," lyder det i en erklæring fra overgangsregeringen.