Syv procent af de offentligt ansatte skal væk, hvis regeringens plan om at reducere de offentlige udgifter gennemføres.
Regeringen lægger i deres 2020-plan op til at beskære det offentlige forbrug fra 29 til 27 procent af BNP.
Det svarer i praksis til, at op mod syv procent af de offentlige ansatte skal fyres. Det viser beregninger, som sosu-assistenternes fagforening FOA har foretaget.
Hvis forslaget blev gennemført i morgen, ville det betyde, at omkring 60.000 mennesker ikke længere skal passe børn, undervise, helbrede, vedligeholde veje og hjælpe dem, der ikke kan selv.
"Så taler vi ikke længere om en sparekniv. Det er jo ren motorsavs-massakre. De største udgifter i det offentlige går til løn, så det er helt urealistisk, at man kan reducere udgifterne så meget uden, at det vil ramme både ansatte og brugere usandsynligt hårdt," siger FOA-formand Dennis Kristensen.
Han peger på, at 60.000 færre offentligt ansatte er en større reduktion end selv Liberal Alliance har talt for.
"Så vidt jeg har forstået ville de af med 40.000. Det virker lidt som om, Lars Løkke Rasmussen har mere travlt med at stoppe blodstyrtningen af vælgere til Liberal Alliance end med at sikre et velfungerende samfund," siger Dennis Kristensen.
Han giver ikke meget for regeringens forsikringer om, at man vil holde serviceniveauet.
"Regeringen taler samtidig om mangel på arbejdskraft i fremtiden. Så hvis deres udspil skal give
mening, så må det betyde, at de enten vil have markant færre offentligt ansatte eller vil have os ned i løn i forhold til det private. Begge dele er lige håbløst," siger Dennis Kristensen.