Der bliver nu rejst tiltale mod den 48-årige mand, som er sigtet for drabet på 20-årige Maria Møller Christensen, der blev sexmisbrugt, kvalt og smidt i en kælder nytårsnat.
"Nu har vi fået den endelige udtale fra Retslægerådet. Der bliver rejst tiltale mod den 48-årige, og jeg forventer et anklageskrift om 14 dage til tre uger," siger statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen til Newspaq.
Men selv om statsadvokaten nu er helt sikker i sin sag, holder den 48-årige stadig fast i sin uskyld.
"Min klient nægter sig skyldig i manddrab. Og det holder han fast i. Han sidder i et arresthus og efter omstændighederne har han det nogenlunde," siger den 48-årige sigtedes forsvarer, Jens Møller, til Newspaq.
At der nu bliver rejst tiltale mod hans klient efter syv måneders fængsling, hilser han velkommen.
"Det har vi regnet med. Han har jo været sigtet for det her gennem lang tid og siddet varetægtsfængslet i flere måneder, så det har stået klart længe, at han vil blive tiltalt," siger advokat Jens Møller.
Hans klient bor i den ejendom, hvor liget blev fundet i en vaskekælder. Han har siddet varetægtsfængslet siden 26. januar.
"Når nu en mand har sådan en sag hængende over hovedet og har haft det gennem længere tid, er det rart, at der sker noget, at man kommer videre, og at man også på et tidspunkt får sat et punktum. Det er noget, alle ser meget frem til, når man sidder varetægtsfængslet. Også min klient," siger Jens Møller.
Når anklageskriftet er på plads om et par uger, går det store arbejde i gang for forsvareren.
"Det er et langt forløb. Jeg skal også tage stilling til sammen med min klient, om vi vil have sagen gennemført som nævningesag ved byretten. En nævningesag er jo udgangspunktet, men det kan fravælges af den tiltalte, så sagen i stedet skal afgøres som domsmandssag," forklarer han.
Lige efter drabet anholdt og sigtede politiet først en uskyldig mand, som fik tilkendt 37.000 kroner i erstatning. Nye dna-spor dukkede op i sagen, og politiet sigtede den 48-årige sidst i januar.