I Uganda har voldsomme jordskred kostet mindst 45 mennesker livet natten til i dag.
Ifølge ugandiske medier har jordmasserne opslugt en hel landsby nær bjerget Mount Elgon.
Jordskredene fandt sted efter en periode med masser regn i den bjergrige Bududa-region i det østafrikanske land cirka 275 kilometer øst for hovedstaden Kampala. Det skriver nyhedsbureauet AP.
Og faren er på ingen måde drevet over.
"Omkring 300 mennesker frygtes begravet i jordmasserne, og jordskredene forventes at fortsætte i takt med, at regnen tager til i regionen," siger Ugandas katastrofeminister Tarsis Kabwegyer ifølge Washington Post.
Jordskred er et stigende problem i mange udviklingslande, efterhånden som fattige bønder rydder bjergsider for at få mere jord til deres afgrøder.
Området har været plaget af jordskred igennem længere tid, men de plejer ikke at rive så mange mennesker med sig i døden.