Arbejdsretten har afvist en sag om manglende lønninger i firmaet Emmelev A/S, der forarbejder raps til blandt andet biodiesel.
3F, Den Grønne Gruppe, havde anlagt sag, fordi fagforbundet mente, at Emmelev havde snydt sine medarbejdere for løn.
Virksomheden havde lavet en aftale med sine medarbejdere, der gik på, at de arbejdede 40 timer om ugen, men kun fik løn for de 37 timer. Emmelev gav så de resterende tre timer i afspadsering.
Og den ordning har altså fået det blå stempel af arbejdsretten.
"Vi håber, 3F har lært af sagen og vil omtale Arbejdsrettens kendelse med samme ildhu, som hvis de havde vundet den," lyder det i en pressemeddelelse fra Gartneri-, Land- og Skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A).
Sagen, der nu har fundet en afgørelse, har kørt igennem fem år. 3F havde krævet, at medarbejderne fik knap syv millioner kroner igen, men det bliver der altså ikke noget af.