Tusindvis af lønmodtagere bukker hver dag under for stress, udbrændthed og dårligt arbejdsmiljø og må melde sig syge fra jobbet.
En ny undersøgelse, som analyseinstituttet Wilke har udført for Avisen.dk og Ugebrevet A4, viser, at mere end hver anden, der har taget en pjækkedag fra jobbet, angiver stress og udbrændthed som årsag til at blive hjemme.
Men også et dårligt arbejdsmiljø får mange lønmodtagere til at melde sig syge fra arbejdet, viser undersøgelsen.
Arbejdsmiljøpolitisk chef i 3F, Ulla Sørensen, mener, at det er rystende tal.
- Arbejdsgiverne kan ikke bare læne sig tilbage og sige, at medarbejderne pjækker. Hvis man er ejer af en virksomhed, hvor der er et højt sygefravær, bør man kigge indad og starte med at undersøge om, der er noget galt med arbejdsmiljøet, siger hun.
Lovpligtigt lederkursus
3F mener, at danske ledere og arbejdsgivere skal klædes bedre på i forhold til at kunne forebygge og håndtere risici i det psykiske arbejdsmiljø.
- Det skal være lovpligtigt, at ledere med personaleansvar uddannes i forebyggelse og håndtering af problemer i det psykiske arbejdsmiljø, siger Ulla Sørensen.
En sådan uddannelse bør ifølge 3F udbydes af en række godkendte offentlige og private uddannelsesudbydere, som det kendes fra den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer i arbejdsmiljøorganisationen.
Spændt på ekspertudvalg næste uge
Hun håber, at det bliver et af de forslag som regeringens ekspertudvalg om arbejdsmiljø spiller ud med i næste uge, når de afslutter halvandet års arbejde.
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) nedsatte ekspertudvalget i marts 2017 i erkendelse af, at arbejdsmiljøindsatsen var slået fejl.
Og ifølge 3F er det på høje tid, at regeringen rykker på arbejdsmiljøområdet.
Forskning fra Det nationale forskningscenter for arbejdsmiljø, NFA, viser således, at cirka hver sjette dansker på arbejdsmarkedet i 2016 havde psykiske overbelastninger og tegn på stress og depression.
- Det er meningen, at anbefalingerne vil kunne forbedre arbejdsmiljøindsatsen på det danske arbejdsmarked. I 3F glæder vi os selvfølgelig over, at regeringen tager problemerne alvorligt, men jeg må sige, at jeg er spændt på, at se hvad de kommer frem til, siger hun.
Flere beføjelser til Arbejdstilsynet
- I 3F mener vi, at der skal nye metoder til og flere beføjelser til Arbejdstilsynet i forhold til regulering af det psykiske arbejdsmiljø, hvis udviklingen skal vendes, pointerer Ulla Sørensen.
Derfor mener fagforbundet, at regeringens finanslovsudspil, der lægger op til besparelser og færre ansatte i Arbejdstilsynet, går den gale vej.
- Metoderne til at føre tilsyn med det psykiske arbejdsmiljø bør designes, så de er i stand til at opfange de psykiske arbejdsmiljøproblemer, som er på de danske arbejdspladser i dag. Det kræver som minimum længere og mere grundige tilsynsbesøg – eventuelt over en længere periode, mener arbejdsmiljøchefen.
Ulla Sørensen anfører, at der i 2017 kun blev afgivet 420 påbud om psykisk arbejdsmiljø, mens der til sammenligning blev afgivet 1.524 påbud om ergonomi og næsten 7.400 påbud om ulykkesrisici. Det mønster hænger ifølge 3F ikke sammen, når antallet af lønmodtagere med psykiske skader stiger.
Endelig betoner hun, at samarbejdet om et bedre arbejdsmiljø skal ske med deltagelse fra både arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledelsen.
Uvidenhed kan forværre stress
Også stress-ekspert Pernille Rasmussen, mener, at obligatoriske lederkurser er vejen frem, hvis der skal styr på arbejdsmiljøet.
- Mange arbejdspladser og ledere ved ikke, hvad de skal gøre for at forebygge stress. Men forebyggelse kræver viden og værktøjer. Et godt tiltag er at få lederne på kurser i stress-håndtering. I forvejen er de på lederkurser om innovation, kommunikation, lean og ny teknologi.
- Men ofte har de ikke tid til at deltage i kurser om stress og trivsel. Jeg mener, at det bør være obligatorisk for ledere i dag at få viden om det emne, har Pernille Rasmussen sagt i et interview med Ugebrevet A4.
Pernille Rasmussen oplever, at lederne generelt gerne vil gør det godt og have deres medarbejdere til at trives.
- Men de har brug for at blive klædt på i forhold til stress, da de ellers ofte risikerer at forværre situationen, fordi de ikke får handlet i tide, fastslår hun.