BT kører kampagne mod os.
Sådan lyder det fra 3F, efter at dagbladet i dag bringer en historie om den 62-årige Jens Vestermark, der for fem år siden var ansat som socialrådgiver hos 3F i Vejle.
Ifølge avisen var Jens Vestermark ansat i to år uden overarbejdsbetaling og overenskomst, inden han i 2007 blev fyret, fordi han krævede sin ret.
Formand for 3F Vejle, Martin Jensen er dybt forundret over, at BT hiver en fem år gammel sag frem - uden at bidrage med noget nyt.
- Det er en sag, BT selv har haft på deres hjemmeside onsdag den 31. oktober 2007, hvor de skriver, at en tidligere 3F-ansat stævner forbundet, siger Martin Jensen og understreger, at avisen har nægter at lade 3F Vejle blive hørt i sagen.
Samtidig påpeger Martin Jensen, der blev formand i 2007, at Jens Vestermark stillede op som formandskandidat imod ham, efter at han var blevet fyret.
- Der var en ekstraordinær generalforsamling, hvor den ledelse, der fyrede Jens Vestermark, blev afsat. Der stillede Jens Vestermark op imod mig. Han stillede også op som næstformand, siger Martin Jensen.
3F og Jens Vestermark endte i retten. I 2010 afgjorde byretten, at den fyrede socialrådgiver var blevet snydt bl.a. for overarbejdsbetaling og udsat for en usaglig fyring og tildelt en erstatning.
Til gengæld stod det klart, at han ikke havde krav på en overenskomst.
- Vi fik medhold i, at Jens ikke var omfattet af overenskomsten, og at hans ansættelsesbevis ikke var mangelfuldt, siger 3F-lokalformanden, der også har lært af sagen.
- Efter jeg blev valgt, er der lavet overenskomster med alle ansatte i 3F. Selvfølgelig skal vi som fagforening have overenskomst med vores ansatte.
BT skriver også, at daværende bestyrer af 3F's kontor i Vejle, Ernst Mogensen, begik selvmord, samme dag som han skulle vidne i retten i forbindelse med sagen.
Det er en direkte løgn, siger Martin Jensen.
- Det er svinsk, at man kan finde på at skrive, at en person har begået selvmord, når det intet har på sig. Det er ikke i orden, det er en hån mod de efterladte, siger Martin Jensen.
Se her hvad B.T. den 31.10 2007 skrev på sin hjemmeside.