En kraftig dosis sne lammer onsdag store dele af Sverige. Over 400 svenskere måtte sove i deres biler på motorvejen E4 natten til onsdag på grund af lukkede veje.
Togpassagerer på vej mod Luleå blev tvunget til at sove i toget, fordi det til sidst ikke kunne køre længere på grund af sne. Og 32.000 svenskere vågnede onsdag morgen op til manglende lys og el på grund af ødelagte strømledninger. Det oplyser SVT.
Strømnettet er allerede ved at blive repareret, men arbejdet kan blive forhindret af uvejret. Meteorologer forventer, at sneen bliver ved med at falde i Østsverige i dag. Desuden gør kraftig blæst og frostgrader, at myndighederne frygter for flere problemer i trafikken på grund af glatte veje.