Op mod 30.000 politi-timer. Eller 20 politifolks arbejde om året.
Så mange ressourcer har politiet brugt i sager i kølvandet på Muhammed-tegningerne, der blev offentliggjort i 2005, hvorefter Muhammed-krisen for alvor eskalerede.
Ressourcerne er blevet brugt i forbindelse med bombetrusler, evakueringer, særlig sikkerhed samt gentagende dødstrusler mod tegneren Kurt Westergaard. Dertil kommer overvågning af Jyllands Postens kulturmedarbejder Flemming Rose, skriver Århus Stiftstidende.
"Det er opgaver, der skal løses. Det drejer sig om menneskers liv og sikkerhed. Derfor er der slet ikke været noget at diskutere. Den seneste begivenhed er desværre med til at understrege, at det høje sikkerheds-niveau også har vist sig nødvendigt," siger chefpolitiinspektør Bent Preben Nielsen fra Østjyllands Politi til stiften.dk.
Han henviser til fredagens mordforsøg på Kurt Westergaard, hvor en 28-årig somalisk mand trængte ind i tegnerens hjem og forsøgte at slå ham ihjel med en økse.
"Hvert døgn har politiet i Østjylland for eksempel adskillige gange været på patrulje omkring hjemmet. Tilsynet er meget tæt," siger Bent Preben til avisen.