Efterforskningslederen i sagen om den 25-årige mand, der er sigtet for at have dræbt ægteparret Teisen fra Strynø, afviser, at den unge mand er sigtet for at have stukket ægteparret ihjel med kniv, som det har forlydt i flere medier.
- Jeg har siddet i retssalen hele eftermiddagen, og det har ikke været nævnt, at ægteparret blev dræbt med kniv, som jeg ellers har hørt fra flere af dine kolleger i pressen, siger efterforskningsleder Henning Christiansen fra Fyns Politi til Avisen.dk.
- Jeg ved ikke, hvor man har fra, at de skulle være knivdræbt, jeg har i hvert fald ikke hørt det, tilføjer lederen af efterforskningen.
Han bekræfter dog, at den 25-årige mand lørdag til aften blev varetægtsfængslet i fire uger, fordi dommeren i grundlovsforhøret fandt, at der er begrundet mistanke om, at han har gjort sig skyldig i den forbrydelse, han er sigtet for - nemlig manddrab, siger Henning Christiansen.
Den 25´-årige skal desuden mentalundersøges, besluttede dommeren.