
Del på Facebook
JOURNALIST
Jonas Sahl
Journalist på Nyhedsbureauet Newspaq A/S
"Hvis der ikke var en Pia Kjærsgaard, så burde man opfinde én," så selvsikkert har dagens 25-års jubilar betegnet sin rolle i dansk politik.
Der bliver ingen stor fejring ud af Kjærsgaards jubilæum, men alligevel er dette dagen, hvor den tidligere hjemmehjælper kan fejre et kvart århundrede som medlem af Folketinget.
Kjærsgaards politiske karriere startede i Fremskridtpartiet, hvor lederen hed Mogens Glistrup. Partilederen tog Kjærsgaard til sig, og efter en tid som læsebrevskribent og husmor fik hun plads i Folketinget som afløser for netop Glistrup.
"Nu måtte der ske noget andet i mit liv," har Kjærsgaard sagt om sin beslutning om at gå ind i politik.
Senere skete der endnu mere, for i 1995 stiftede hun Dansk Folkeparti, og siden er det kun gået op for partiet, som de fleste dømte dødt ved fødslen.
Dansk Folkeparti er således gået frem ved hvert eneste valg siden første valg i 1998, hvor partiet fik 13 mandater. Ved seneste valg i 2007 opnåede partiet næsten en fordobling med 25 mandater.
Det var interne uenigheder i Fremskridtspartiet, der fik Kjærsgaard til at stifte, det parti danskerne nu kender som DF.
NYHEDSBREV
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores
forretningsbetingelser.