Det sydøstlige Tyrkiet er rystet af et voldsomt angreb på militærpersonel og politistationer.
Angrebet har kostet mindst 24 tyrkiske soldater livet i byen Cukurca nær grænsen til Irak. Det skriver BBC.
Der har i de seneste dage været uro i provinsen Hakkari, der hovedsageligt er kurdisk område.
Tyrkiets præsident Abdullah Gul har til tyrkiske medier sagt, at "hævnen vil blive voldsom."
Forleden blev fem tyrkiske politifolk dræbt i urolighederne og nu er volden eskaleret kraftigt.
Tyrkiet har svaret igen med massivt politiopbud og har nu sendt fly ind over områder, hvor kurdiske separatister menes at befinde sig.
Tyrkisk CNN fortæller, at mindst 26 er dræbt, og at angrebene har fundet sted tre steder i provinsen - Cukurca, Semdinli og Yüksekova.
Uroen har i årtier raset mellem kurdere og tyrkere og har kostet titusinder livet.
Den nordlige del af Irak, hvor kurderne har oprettet en selvstyrende region, betragtes som den mest rolige del af Irak.
Der er dog af og til sammenstød mellem Tyrkiet og kurdiske separatister, der gemmer sig i bjergene i Irak tæt ved grænsen til Tyrkiet.
Kilde:BBC