Mens tidligere SF-formand Holger K. Nielsen gjorde en dyd ud af ikke at lade sig styre af meningsmålinger, fokusgrupper og
smarte spindoktorer , har partiets nuværende formand Villy Søvndal et noget andet syn på den sag.
I den nyligt overståede valgkamp benyttede Villy Søvndal sig således i stor stil af vælgerundersøgelser og rådgivere, og det var, fortæller han til fyens.dk, en af grundene til partiets massive fremgang ved valget.
- Der var meget stor enighed om, at vi
skulle prøve at lave en meget mere professionel tilrettelagt valgkamp.
Det betød både, at vi undersøgte tingene i forhold til grupperinger,
men det betød også, at når vi skulle fyre budskaber af, fik vi
professionel hjælp fra kommunikationsbureauer, siger han til fyens.dk.
Til at hjælpe sig har Villy Søvndal haft kampagnekoordinator Thor Möger Pedersen.
Den
kun 22-årige statskundskabsstuderende fra Københavns Universitet skulle
finde ud af, hvem der stemte på SF, og hvem der kunne finde på det. Og
ikke mindst hvor der var modsætninger mellem vælgerkorpset og det
potentielle vælgerkorps - altså hvordan fik SF nye vælgere uden at
støde de gamle fra sig.
- Spørgsmålet har været at finde en kombination af politisk hjerteblod
og en vælgermæssig fornuftig profil, siger Thor Möger Pedersen til fyens.dk.
SF ere for skattestop og stram udlændingepolitik
Thor Möger Pedersens undersøgelse af vælgerkorpset viste blandt andet, at velfærd var et langt vigtigere valgtema end miljø og at den typiske SF er ikke - som de fleste i partiet regnede med - var en veluddannet, offentligt ansat. Den typiske SF er var godt nok offentligt ansat, men stillingsbetegnelsen var snarere sosuassistent end læge.
Endelig viste undersøgelsen, at ganske mange af partiets vælgere var tilhængere af både den stramme udlændingepolitik og regeringens skattestop.
På baggrund af vælgerundersøgelsen kunne partiet vælge en politik, der på den ene side appellerede så bredt som muligt - og det også henover midten - og på den anden side ikke stødte vælgere fra sig.
- Tidligere har vi set, at de
vælgere, som Socialdemokraterne mistede i kampen om midtervælgerne, er
gået til Dansk Folkeparti. Det, sørgede vi for, ikke skete denne gang,
hvor SF samlede den socialdemokratiske venstrefløj eller afskalning op,
siger kampagnekoordinatoren.