En teenagedreng, der har været forsvundet i knap en uge, efterlyses nu af Østjyllands Politi.
Familie og politi beder offentligheden om hjælp, fordi de ikke kan finde den 19-årige Ahmed Jamal Shiriif fra Hasle i det vestlige Århus.
"Vi ved også fra en af hans venner, at han har selv lukket sin facebookprofil ned i løbet af den 28. december. Siden har ingen set ham," siger politikommissær Mogens Brøndum til Newspaq.
Han er somalisk-født, og blev sidst set i Århus midtby kl. 11.20 den 28. december. Han har heller ikke brugt sin mobiltelefon eller kreditkort siden den dato.
"Hans familie og venner har været meget aktive med sms-kæder for at finde nogen fra vennekredsen, så de kan få livstegn," fortæller Mogens Brøndum.
Politiet frygter, at der er sket en forbrydelse, men håber, at Ahmed er forsvundet af egen fri vilje.
Ahmed Jamal Shiriif beskrives som 185-190 cm. høj, spinkel af bygning og langt krøllet hår.
Han er sidst set iført grøn jakke, tynde lyseblå bukser, samt hvide sportssko.