En ung vestjyde er alvorligt kvæstet og i kritisk tilstand efter en trafikulykke natten til lørdag, hvor han af ukendte årsager pludseligt gik ud foran en taxa i Holstebro.
Den 18-årige mand, som kommer fra Struer, var i selskab med en gruppe andre unge mennesker, da ulykken fandt sted ved 2-tiden ved Holstebro Badeland.
- Det er et alvorligt færdselsuheld med en alvorlig personskade, fortæller vagtchef Gert Høgh fra Midt- og Vestjyllands Politi.
- Den unge mand er fløjet med lægehelikopter til traumecentret ved sygehuset i Skejby. Han har slemme skader på hovedet, og hans tilstand er kritisk, men stabil, tilføjer vagtchefen.
Årsagen til den voldsomme ulykke står endnu ikke klart, men politiet har dog en teori:
- Han går formentligt ud på gaden for at komme over på den anden side af vejen, siger Gert Høgh.
- Det er ikke et fodgængerfelt, som han går ud i, og der er ikke nogen indikationer på, at taxaen kører med unormal hastighed, tilføjer vagtchefen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Tidspunktet for ulykken taget i betragtning kan det være, at de unge mennesker har været i byen, men om der har været øl og høje promiller involveret, vides endnu ikke med sikkerhed.
- Vi har ikke noget belæg for at sige, om nogen har været spirituspåvirkede. Der er blevet taget en blodprøve - som ved alle andre alvorlige ulykker - men resultaterne foreligger ikke endnu, lyder det politiets vagtchef Gert Høgh.
/ritzau/